Udtalelser
En række borgere har blandt andet udtalt følgende om projektet:
CARINA WOOLHEAD:
Der er en mærkelig ting ved Gedser Odde, og det er, at der altid kommer nogen. Selvom der ikke "er" noget, så kommer folk altså i en lind strøm, og det er ligegyldigt om det er sommer eller vinter, ugedag eller weekend, formiddag eller aften. Prøv selv at medbringe en frokost og slå dig ned i et par timer - der vil komme en lind strøm af besøgende, som tager ud til Sydspidsen, går omkring og kigger lidt, skuer ud over havet, og får sind og sjæl blæst godt igennem. Det er desuden et af de allerbedste steder at observere fugletræk. En talerstol på Sydspidsen vil virkelig animere til at sætte ord på store tanker, det er en optimal placering. Sydspidsen har en utrolig tiltrækningskraft, og har man først været der en gang, så er man tilbøjelig til at komme tilbage. Det er lidt som om man lægger den "plagsomme verden" bag sig, og kan tænke klart, når man er helt derude for enden af Danmark.
HANS-ERIK ØSTERGAARD:
Kunstværk på Danmarks sydspids, hvor ellers?
Den 1. marts 1963 blev jeg som 14-årig knægt ansat som landvæsenselev på Friisenfeldt og Ludvigsgave under overforvalter Knud Olsen, som er min morbror.
Friisenfeldt under Gjedsergård Gods omfatter jordstykket helt ud til oddespidsen, hvor den sydligste mark kaldes Sibirien.
Jeg fattede med det samme, trods min unge alder kærlighed til området. Det var måske i første omgang på grund af den omsorg, jeg fik af min Onkel Knud og Tante Bente, men snart fandt jeg ud af at dette sted var helt unikt. Et ord, som jeg ikke kendte betydningen af dengang, men jeg var ikke i tvivl om, at her var et område helt uden sidestykke.
Vi elever blev dagligt – eller i hvert fald ugentligt – i f. m. driftmøderne i Olsens dagligstue, mindet om at vi var med til at dyrke noget af Danmarks mest frugtbare jord. Det lærte vi at sætte pris på og var ikke så lidt stolte af, når vi i foreningsregi mødtes med Falsters øvrige landboungdom.
Men havet tog hvert eneste år en større eller mindre bid af disse værdier, til stor ærgrelse for os alle.
Hvem der fik idéen til hvordan, man kunne dæmme op for denne havets gnaven af vores jord, ved jeg egentlig ikke, men jeg ved, hvem der satte det i værk: "Olsen".
I vinterhalvåret, hvor jordbruget ikke krævede så meget af os, gravede og slog vi rundholter af gran ned i sandet side ved side i en afstand af 2 – 3 meter fra skrænten - så vidt jeg husker - og om foråret når vi samlede marksten, som der var rigtig mange af, blev disse væltet udover skrænten og holdt tilbage mod denne af rundholterne.
Jeg bilder mig ind, at jeg på den måde har medvirket til, at så store dele af Gedser Odde, som tilfældet er, stadig er tilbage.
Den 1. november 1965, mente samme Olsen, at hvis jeg skulle forkæles mere, så måtte det blive af nogle andre. Normalt var man kun elev samme sted i et år.
Jeg forlod så Gedser og endte nogle år senere med at vælge en karriere i Forsvaret.
Dette førte mig af uransaglige veje tilbage til området, da jeg i 1995 blev tilbudt stillingen som chef for Flyverhjemmeværnsdistrikt Nykøbing F. som havde til huse på Nordre Ringvej i Nykøbing og dækkede hele Lolland, Falster, Møn og den sydlige del af Sjælland i en linje fra Slagelse til Køge.
Nu var granholterne væk og markstenene skyllet i havet eller dækket til af sand, men det havde virket. Der var stadig, efter min hukommelse, stort set lige så langt fra diget og til skrænten, som da jeg rejste 31 år tidligere.
Men sydspidsen var blevet lidt mindre. Den gamle radarstation var rykket mistænkeligt meget nærmere skrænten, men der havde man jo heller ikke beskyttet kysten med rundholter og marksten og nu er den operative del af stationen, som bekendt fjernet i et kapløb med havet og kun indkvarterings- og cafeteriabygningen er tilbage, endda i stærkt forfald på grund af manglende vedligeholdelse.
Men den er der stadig - Sydspidsen - og hvis vi passer på den vil den være der i al fremtid.
Den har hidtil ikke været genstand for særlig megen opmærksomhed i modsætning til grenen i nord. Måske skyldes det, at ingen i en lang årrække, under den kolde krig, havde rigtig adgang dertil.
Men nu er der adgang og når området bliver prydet med interessante kunstværker kombineret med den helt unikke natur, som præger området, vil det utvivlsomt blive et tilløbsstykke, som vil være med til at sætte Gedser Odde endnu tydeligere på Landkortet og dermed skabe liv på Danmarks sydspids.
Med venlig hilsen
Hans-Erik Østergaard
Formand for
Bevaringsforeningen
Gedser Remise
SCANDLINES:
Scandlines vil hilse det meget velkommen at der kommer kunst på Gedser Odde. Scandlines investerer lige nu 1,7 mia. kroner i to nye innovative superfærger til Gedser-Rostock ruten, samt havneudvidelser i Rostock og Gedser. Samtidig åbnes den 31.05.2011 en stor BorderShop i Rostock med et shoppingareal på 1.200 kvadratmeter. I forbindelse med ombygningerne i havnen i Gedser udlægges et stort rekreativt område øst for Scandlines arealerne. Dette rekreative område vil blive en grøn adskillelse mellem havneområdet og byen og bidrage til en forskønnelse af hele Gedser. Et kunstprojekt på Gedser Odde vil være en yderligere styrkelse af Gedser området og vil falde meget fint i tråd med Scandlines investeringer og satsninger på Gedser-Rostock som den naturlige/direkte vej til den central og østeuropæiske korridor. Gedser Odde er i sig selv et stort og rekreativt naturområde som er en stor gevinst for hele det sydlige Falster og et stor kunstprojekt vil få stor markedsførings værdi for hele Falster. Kunstprojektet vil være et stort plus som Scandlines også vil kunne benytte i markedsføringen for at få flere tyskere til både Gedser og hele Falster.
Monumenter på Gedser Odde
Det er særdeles glædeligt og interessant at se udkastene til monumenterne på/ved Gedser Odde. En ting er ikke bragt helt i orden, det er jorden under fundamenterne.
Ikke alle er vidende om, hvordan ejerforholdet om jorden har udviklet sig i de seneste 3-400 år.
Men for 300 år siden var Gedser Odde Kronens jord, bevokset med egeskov eller egekrat, som var levnet, når beboerne i nærmeste omegn havde stjålet brænde.
Så kom Edward Tesdorph og købte først Orupgård, senere Bøtøgård og Gedsergård. Han videreførte sammen med lokale og fremsynede bønder anstrengelserne med at indvinde jorden i Bøtø Nor.
I 1870 blev Bøtø Nor pumpestation sat i drift efter at man samtidig havde forbedret de primitive stumper af diger mellem de tre små sand-øer Langø, Bøtø og Bøtø Fang var blevet bragt i orden. Troede man i hvert fald.
Men så kom stormfloden i november 1872 og gik højt over digerne og druknede den nylig idriftsatte pumpestation i Marrebæk.
I 1876 vedtog Rigsdagen lov om bygning af dige langs Syd-Falsters østlige kyst og Lolland sydlige kyst mod Fehmarn.
Da arbejdet med bygningen af Det falsterske Dige var afsluttet kom det frem, at der ved regnskabs-opgørelsen var penge til overs. Tesdorph fik forhandlet sig frem til, at de resterende penge måtte anvendes til høfder fra digets sydligste ender foran lerklinten, rund om og hen mod Gedser, i alt ca. 42. De blev lagt under digelagets opsyn. Da blev han formand for laget samt ejer af næsten hele jorden bagved.
I 1960 mente bønderne i nord, at digeskatten alene burde anvendes til varetagelse af digets arealer. Samme år besluttede en landvæsenskommission, at digelaget skulle fritages for ansvar for disse høfder, og at der derfor skulle nedsættes en ny kommission til beslutning om en ordning om dette. (Datidens fire aviser refererede om dette i flere dage). Siden er intet sket, og høfderne har fået lov at forfalde!
Afdøde fru Merete Tesdorph fremlagde på et møde i Ornitologernes hus sammen med sin landskabsarkitekt forslag til oddens udnyttelse i form af korttids-ophold og færdsel for gående ad stier over arealet fra Gedser til Birkemose og videre mod nord.
Jeg forslår at der dannes en forening til fremme af ekspropriation af Gedser Odde, Danmarks og Nordens sydligste punkt – forsvaret af danske marinere under den kolde krig.
Kaj Dreijer
Sildestrup